Formandens beretning 2022
Ved sidste generalforsamling modtog jeg en henvendelse fra et af vore medlemmer, hvor et spørgsmål om forplejning / traktement var gået i hårdknude.
Ensemblets leder forlangte varm mad med meget specifikke krav. Krav som musikforeningen ikke kunne opfylde. Jeg blev spurgt, hvad jeg ville gøre i en sådan situation.
Da der er stor forskel på de enkelte musikforeningers muligheder og faciliteter for forplejning, tænkte jeg, det var noget, det var værd at grave lidt dybere i, og forsøge at finde en ”traktements-formulering” der kunne være til hjælp og støtte for os alle.
Da den ene part i denne sag er et basisensemble, og da jeg på det tidspunkt var medlem af et basisensemble, bad jeg Sus tage kontakt til samtlige basisensembler, dels for at høre, hvordan de opfattede den behandling, de modtog i de forskellige musikforeninger, og for at skabe forståelse for SDM medlemmernes muligheder for forplejning. Her er det vigtigt for os at gøre opmærksom på, at alle vore medlemmer gør alt, hvad de kan, for at gøre det så godt som muligt både for musikerne og for deres publikum.
Det viste sig, at basisensemblerne er glade for den forplejning, de modtager, og for den måde, de generelt bliver behandlet på i musikforeningerne.
Jeg sendte også en mail ud til alle medlemmer i SDM, og spurgte, om jeres erfaringer med traktementssituationen, og om hvordan, I tackler det. Det blev en meget spændende dialog, hvor rigtig mange deltog. Stor tak for det.
Fra 2022 overtog jeg sagen og talte med nogle managements. De er generelt positive for den behandling deres musikere får.
Der er noget ved forplejnig, de ser lidt forskelligt på. En mener, at forplejning skal være med i musikforeningens budget, en anden er meget fleksibel, og mener at evt. varm mad er dejligt, men noget musikerne gerne selv kan betale, bare arrangøren henviser til en restaurant. En tredje mener, at det er vigtigt med noget til blodsukkeret (frugt, chokolade osv.)
Men det de alle er enige om, og det de lægger vægt på er, at musikerne føler sig velkomne før og efter koncerten. At der er nogen til at modtage musikerne, at der er forståelse for at der, afhængig af koncerttidspunktet, er musikere der måske skal nå en bus eller tog, eller at de efter koncerten har tid til lidt hygge. Musikere har generelt mange ”bolde i luften”, som gør det svært at få det hele til at gå op i en højere enhed. Det er vigtigt, at vi som arrangører forstår det og viser fleksibilitet. Det er en god ide, så vidt det er muligt at have aftalt disse ting på forhånd og specielt m.h.t forplejning. Her er det godt, hvis man har en kontrakt og at det er aftalt der.
På SDM´s bestyrelsesmøde søndag den 13 marts 2022 tog vi emnet forplejning op, og enedes om denne formulering, der naturligvis er vejledende, men forhåbentlig kan give større tryghed:
I forbindelse med forprøve og koncert tilbyder arrangøren vand, kaffe, te, frugt, og under hensyntagen til foreningens lokale forhold, eventuelt et let traktement efter nærmere aftale.
De forskellige managements jeg talte med, er bekendte med vores aftale, og de er glade for ordlyden.
Og så er der Ruslands invasion af Ukraine, som sætter spørgsmålene:
1. Skal vi undgå at spille russisk musik?
2. Ønsker vi at engagere russiske kunstnere eller ensembler?
Vi havde det oppe at vende på bestyrelsesmødet, og her var der klar enighed om ikke at blande sig.
Det er op til den enkelte forening selv af afgøre, hvad den vil.
I forbindelse med dette, har flere af vores medlemmer givet deres meninger til kende. Det var spændende læsning. Tak for det.
Apropos kommunikation, så fortæl gerne, hvis I har haft en koncert, der har begejstret, eller været en stor succes. Det er dejligt, hvis vi kan inspirere hinanden.
I den forbindelse en lille bøn:
Der kommer hele tiden nye medlemmer til, så derfor når I skal sende besked ud, gå på SDM´s hjemmeside, gå ind på musikforeninger og tryk på:
”Send mail til alle musikforeningsformænd”.
Den mail liste der findes på vores hjemmeside, er altid opdateret. Det er før sket, at der har været en mailliste i omløb, som ikke har været helt up-to-date, hvilket har medført, at ikke alle har fået mailen. Og hvis man så kører videre på ”svar til alle”, så bliver der ved at være nogle, der ikke får beskeden.
Vi må se i øjnene, at vi lever i en urolig tid, hvor (næsten) alt kan ske. Flystrejker, Corona, Abekopper, Putin, Storme, Regnskyld, D.S.B. o.s.v.
Jeg vil kraftigt anbefale, at man i kontrakten også har taget højde for den slags situationer.
Vi vil på først kommende bestyrelsesmøde tage emnet kontrakter op, og komme med et forslag, der forhåbentlig vil være til støtte og hjælp.
Vi kan glæde os over, at vi har så mange gode danske musikere og ensembler, så vi ikke nødvendigvis behøver at ”hente hjælp” fra udlandet, for at lave en god koncertsæson. Men selvom det er danske musikere, er det alligevel en god ide at have en kontrakt.
På generalforsamling 21 september 2019 i Slesvigske Musikhus i Haderslev fortalte Bent-Erik Rasmussen om et projekt kaldet ”Stream Sound”. Det lød meget spændende, men projektet er desværre opgivet pga sygdom.
Der er kommet to nye medlemmer i SDM. Nyborg Slotskoncerter, hvor Lene Dam er formand, og Rebild Musikforening hvor Bjørn Magnussen er formand.
Nyborg Slotskoncerter og Rebild Musikforening er meget velkomne i SDM, og vi glæder os til samarbejdet. I SDM er vi nu 39 medlemmer.